Øresundseksperten Viviénne Dahlstrand hjælper din virksomhed med at etablere sig i Sverige
Viviénne Dahlstrand er uddannet jurist og international økonom og har arbejdet i et erhvervsadvokatfirma i over 16 år primært inden for erhvervs- og ejendomsret. I dag er hun partner hos Trägårdh advokatbyrå, hvor hun er en af eksperterne inden for virksomhedsrelaterede spørgsmål.
”Typisk hjælper jeg små og mellemstore svenske og udenlandske virksomheder med forskellige virksomhedsrelaterede spørgsmål såsom etablering i Sverige, aktionærspørgsmål, køb og salg af virksomheder samt udleje og lejesager”, fortæller Viviénne. Hendes klienter spænder fra nyetablerede virksomheder til store og veletablerede, men hun har især stor og omfattende erfaring med at hjælpe udenlandske virksomheder med at etablere sig i Sverige og hjælper også med arbejdsretlig rådgivning, når man skal ansætte personale i Sverige.
Reglerne i Danmark og Sverige er nemlig forskellige på flere punkter, og her kan Viviénne rådgive virksomheder, der er nye i de svenske regler. Nogle af de emner, der oftest hersker tvivl om hos virksomheder, er, hvad man skal tænke på, når man starter virksomhed i Sverige, hvilket ansvar man har som svensk arbejdsgiver og forskellen på ansættelse i Danmark og Sverige.
Viviénne har været Øresundsekspert hos Øresunddirekt siden 2022, og besvarer her virksomheders spørgsmål om alt fra ansættelsesforhold, aftaler og kontrakter til selskabsret og fast ejendom og lejemål. Hun fortæller, at hendes danske klienter generelt er gode til at tilpasse sig de svenske regler, men at konsekvenserne af fx uberettigede opsigelser har store konsekvenser for virksomheder, hvis de ikke er opmærksomme på loven.
Det er vigtigt, at kende sine muligheder og at tale med en svensk advokat, som kan vejlede dig og beskrive, hvad det vil sige at etablere sig i Sverige for at undgå de risici, som måske adskiller sig fra de danske.
Viviénne Dahlstrand, jurist og øresundsekspert
Netop pga. de store konsekvenser ved misforståelser af regler og love er Viviénnes bedste råd til danske virksomheder, der ønsker at etablere sig i Sverige, at rådføre sig med en svensk advokat, som kan vejlede og rådgive kontinuerligt, da regler og love ændres over tid. Desuden er det også vigtigt at huske, at kulturelle og organisatoriske forskelle bør anerkendes og tages hensyn til, da der kan være betydelige forskelle, selvom Danmark og Sverige på overfladen har mange ligheder.