SINK-skat – for ansatte, der bor i Danmark og arbejder i Sverige
Ingen fradrag med SINK
SINK er en statslig bruttoskat af den svenske arbejdsindkomst. Hvis den ansatte også har indtægter fra Danmark, for eksempel renter, skal disse stadig beskattes i Danmark. Den ansatte har ikke mulighed for fradrag når han eller hun betaler SINK skat.
Der findes to typer af SINK-skat i Sverige: 'Almindelig' SINK er på 25 procent, og den såkaldte Artist-SINK, for kunstnere og sportsfolk, er på 15 procent. Bemærk, at der kan komme supplerende skat i Danmark.
Ansøg om SINK-skat – hvert år
Den ansatte kan selv ansøge hos det svenske Skatteverket om at blive beskattet efter SINK-ordningen, men som arbejdsgiver har du også mulighed for at ansøge på den ansattes vegne. Uanset hvad er det altid dig som arbejdsgiver, der er ansvarlig for, at den ansattes skat bliver indbetalt. Man ansøger via en blanket, der hedder SKV 4350: "Särskild inkomstskatt för utomlands bosatta". Husk at vælge den blanket, der er gældende for dit indkomstår. Skal du søge for fx 2024, så vælg den blanket for det år. Ansøgningen sendes til Skatteverket 205 30 Malmö, Sverige. Du kan også søge elektronisk via Skatteverkets hjemmeside. Som arbejdsgiver trækker du også skatten fra, samt er ansvarlig for, at den bliver indbetalt. Bemærk, at du skal ansøge om SINK-skat hvert år.
Hent blankett "SKV 4350, SINK-ansökan" hos Skatteverket
Beskatning efter "inkomstskattelagen" - et alternativ
Hvis en ansat arbejder i Sverige og kun bor i Danmark over weekenderne, skal hun eller han beskattes efter "inkomstskattelagen", hvilket indebærer, at man skal betale indkomstskat ud fra de samme regler som svenskere, der bor i Sverige. Hvis man bor heltid i Danmark, arbejder i Sverige og pendler, kan man også vælge denne form for beskatning, hvis man opfylder visse betingelser. Man bør dog være opmærksom på, at man som dansk bosat ikke kan få noget fradrag for renter i sin svenske selvangivelse på grund af danske skatteregler.
Yderligere information
Kontakt Skatteverket hos Øresunddirekts Informationscenter i Malmø for at få mere information omkring skat for danske ansatte i Sverige.