Case: Scandics svenske rekruttering skaber positiv synergi

Nordens største hotelkæde, Scandic, har et solidt fundament i både Danmark, Sverige og Norge. Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at man rekrutterer arbejdskraft på tværs af landegrænserne. Hør mere om, hvordan Scandic gør brug af svensk arbejdskraft i deres danske hoteller.
Print

Scandic har en lang række hoteller i Norden, heriblandt Scandic Webers i København (Foto: Scandic)

Med omkring 1800 fastansatte fordelt over sine 30 hoteller i Danmark, er Scandic en hotelkæde langt de fleste kender til. Med en forankring i Danmark, Sverige, Norge og Finland, samt med hoteller i Polen og Tyskland, så har Scandic de seneste mange år oplevet stigende vækst. En vækst, som på trods af udfordringer med en vis pandemi, har gjort at Scandic ligesom mange andre i hotelbranchen mangler hænder.

En af løsningerne hertil, har været at kigge mod specielt Sydsverige, hvor der er gode muligheder for at finde kompetent og ledig arbejdskraft – specielt blandt unge mennesker.

 

Rekruttering fra Sverige et oplagt valg

En af dem som står i front for Scandics rekruttering af nye medarbejdere i Danmark, er Marlene Frez, som er Hoteldirektør for Scandic Front og Scandic Webers i København.

”Vi kigger ofte mod Sverige med tanke på, at vi jo har en dejlig bro og en relativt kort distance til Danmark. Ofte kan de tage mig kortere tid at komme på arbejde i Danmark fra Malmø, end nogle af mine kollegaer, som pendler fra danske byer udenfor København.” Fortæller Marlene, som selv er grænsependler og bosat i Malmø.

Scandic har en lang historik med at have svenske medarbejdere ansat i sine mange stillinger i hotelkæden, hvor værdier såsom mangfoldighed og inklusion er centrale. I skrivende stund har man omkring 70 svenske medarbejdere ansat i alt fra receptionister, kokke, rengøringspersonale til ledende stillinger.

”Og det synes vi er for få!” griner Marlene.

Scandic kigger derfor ofte mod Sverige i jagten på nye medarbejdere til deres danske hoteller. Man udsender løbende jobannoncer med ledige jobs på både interne og eksterne platforme, mens Marlene og hendes kollegaer hyppigt er til stede på diverse dansk-svenske-jobmesser, hvor man både får lov at præsentere Scandic som virksomhed, samt lov til at møde mulige kandidater personligt.

Der er en speciel synergi mellem svensk og dansk kultur. Danskerne er de lykkeligste i verden, og samtidig er svenske medarbejdere dygtige til at yde oprigtig og god kundeservice direkte fra hjertet. Det er utroligt vigtigt i vores branche!

Marlene Frez, Hoteldirektør hos Scandic Front & Webers

Et godt match mellem lykkelige danskere og kundeservicemindede svenskere

Og netop mødet mellem en dansk virksomhed og en svensk medarbejder, plejer at give resultater. For ifølge Marlene er der et specielt bånd mellem svenske arbejdssøgende og det danske arbejdsmarked - specielt inden for servicebranchen:

”Der er en speciel synergi mellem svensk og dansk kultur: Danskere er jo det lykkeligste folk i verden, og samtidig er svenske medarbejdere ofte utroligt dygtige på at yde oprigtig og god kundeservice - direkte fra hjertet. Det er utroligt vigtigt i vores branche!

Marlene oplever desuden, at svenske medarbejdere generelt har sprogkundskaberne i orden, hvilket er en stor fordel i servicebranchen, hvor man ofte møder mange nationaliteter. Svenske medarbejdere har derfor gode forudsætninger for at klare det godt i en dansk arbejdskultur.

”Min mavefornemmelse er også, at svenske medarbejdere ofte er meget loyale, og gerne vil blive i arbejdet lidt længere. I vores branche er der ofte stor udskiftning af personalet på hotellet, men jeg oplever ofte at svenske medarbejdere gerne vil blive i stillingerne i længere og tage sin tid at lære sig arbejdet. De viser i det hele taget stor tålmodighed.” Forklarer Marlene, som selv nærmer sig 13 år i Scandic i København.

 

Hjælp med administrative udfordringer

For Scandic er det vigtigt, at medarbejderen falder godt på plads og hurtigt bliver integreret – både i sit nye job, men i høj grad også, hvis arbejdslandet er nyt. Derfor gør man meget ud af at hjælpe sine nye medarbejdere i gang.

”Scandic hjælper i den forstand, at vi guider vores medarbejdere til at finde information. Det kan eksempelvis være via vores intranet, og vi har samtidigt nogle processer for, hvad man skal tjekke op på og hvem man skal kontakte for at få hjælp.” Fortæller Marlene, som bl.a. henviser til Øresunddirekt og Arbetsförmedlingen, som eksperter i myndighedsinformation på tværs af landegrænserne.

Marlene peger bl.a. på oprettelsen af et dansk CPR-nummer, som en udfordring man skal være opmærksom på, hvor ventetiden ofte kan løbe over flere uger. Uden CPR-nummer kan medarbejderen ofte ikke åbne en bankkonto i Danmark, hvilket gør det svært for den danske virksomhed at udbetale løn.

”Derfor er det også vigtigt at gøre klart for svenske medarbejdere, at ansættelsen er en proces og det kan tage tid. Er de klar på det? Og har de tålmodighed til det?”  Siger Marlene, som dog pointerer, at tålmodigheden ofte betaler sig i længden:  

”Vi har en bred skare af mennesker fra alle lande og kulturer, og gør et stort arbejde for at have en mangfoldig arbejdsplads. Vi har over 120 nationaliteter, som arbejder for Scandic i Danmark. Og det er netop dét, der gør Scandic magisk!”  

 

Tre tips til rekruttering af svenske medarbejdere:

  • Fra Marlene Frez – Hoteldirektør hos Scandic Front & Webers
1.

Hjælp med det administrative

Det er vigtigt, at du informerer dine medarbejdere om, hvad som kræves for en svensk arbejdstager rent administrativt. Det er med til at gøre medarbejderen tryg, hvis de ved, at arbejdsgiveren hjælper dem med information om, hvad der gælder af regler, hvem man skal kontakte etc., når de står i et nyt arbejde i udlandet.

2.

Lev op til virksomhedens ansvar

Det er samtidigt vigtigt, at du som virksomhed finder ud af, hvad der kræves af dig som arbejdsgiver, når du ansætter medarbejdere fra f.eks. Sverige. Hvilke krav og forventninger er der til virksomheden: Skal virksomheden registreres? Skal medarbejderen have en speciel arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark? Dette er vigtigt at have styr på, så du ikke risikerer at spilde både din og medarbejderens tid.

3.

Forbered dig og vær tålmodig

Et godt tip er, at du som virksomhed har en klar proces for ansættelsen inden rekrutteringen begynder og ved hvad der skal ske. For ting kan tage tid: Det er vigtigt, at man har kontrakten i god tid fra medarbejderen, at man tjekker at forsikringen dækker, at medarbejderen ansøger om CPR-nummer inden første arbejdsdag etc. På denne måde undgår du en stressende proces og dårlig start for både virksomhed og medarbejder.

Infoboks: Scandic

  • Scandic er nordens største hotelkæde med omkring 1800 fastansatte i Danmark. I højsæsonen arbejder over 3000 medarbejdere i Scandics hoteller. 
  • Scandic driver omkring 30 hoteller i Danmark, heriblandt det nyåbnede Scandic Spectrum, som er Scandics største hotel til dato.
  • Scandic var en af de danske virksomheder, som deltog i den dansk-svenske jobmesse i foråret 2022 arrangeret af bl.a. Københavns Kommune, Dansk Industri, Dansk erhverv, STAR, Arbetsförmedlingen og Greater Copenhagen.

 

Læs mere om Scandic

Læs også vores artikel om svenske André, som arbejder på Scandic hotel i København (på svensk)

 

 

Denne artikel er en del af et projekt finansieret af Kraks Fond.

Støttes af